Oversigt

Sejeste snedker syd for Skagen

Anne Christensen har været snedker i over 40 år. Hun er kvinde i et mandefag, men tænker ikke selv så meget over det. Som hun siger: “Jeg har jo aldrig prøvet andet”. Selvom hun i årenes løb har lagt øre til en del flabede kommentarer, har hun svært ved at hidse sig op over det og elsker sit arbejde som snedker og tømrer for Viktech.


Fast Viktech-makkerpar
Anne og hendes to Viktech-tømrerkolleger, Anker Henriksen og Kurt Ivan Johannesen, arbejder for tiden på en byggeplads midt i Aarhus, hvor Tømrerfirmaet Struer har entreprisen på renovering af en tre-etagers boligejendom fra 1890. Anne og Anker er et fast makkerpar og har arbejdet sammen på Viktech-projekter siden 2012, hvor Anker startede hos Viktech – godt et års tid efter Anne. Kurt, som også har seks år som Viktech-tømrer på CV’et, går i øjeblikket sammen med Anne, Anker og tre medarbejdere fra Tømrerfirmaet Struer.


Pigen, snedkeren og motorcyklisten

Anne beskriver sig selv som en ganske almindelig gennemsnitsperson. Hun bor i Tranbjerg syd for Aarhus, er 56 år med mand og to børn. Men Anne er bestemt ikke nogen gennemsnitsperson – i hvert fald ikke på et par områder.

For det første er hun uddannet snedker – noget som få kvinder kan prale med. Hverken nu eller da Anne tog sin uddannelse tilbage i slutningen af 70’erne.
En Epionion-undersøgelse fra 2013 viser, at kun godt 12 % af elevoptagelsen på de danske snedkeruddannelser i perioden 2005–2010 var kvinder. De fleste ud af de 12 % søgte ind på møbelsnedkerlinjen, så kun meget få af kvinder søgte ind på linjen for bygningssnedkere. Derfor findes der ikke mange kvinder med Annes faglige baggrund i Danmark.

For det andet er Anne passioneret motorcyklist. Man ser hende jævnligt i det aarhusianske bybillede på en af sine store motorcykler med Viktech-værktøjskassen i sidevognen eller fastspændt bag hende på passagersædet.


“En kælling på taget”
Til daglig tænker Anne ikke over, at hun er kvinde i det, der kan betegnes som et traditionelt mandefag. I årenes løb har der været ganske få episoder, hvor Anne har oplevet næsvisheder fra kolleger eller chefer. Det er ikke noget, hun lader sig mærke med. Tværtimod så trækker hun på smilebåndet, når hun husker tilbage på det. Specielt en hændelse, der fandt sted for år tilbage, står klart i hendes hukommelse:

“Det var første arbejdsdag. Jeg mødte op kl. 7 om morgenen, klar til at gå i gang med dagens arbejde. Da chefen så mig, udbrød han: ‘Jeg skal sgu ikke ha’ kællinger på taget!’ Så måtte jeg jo indse, at det samarbejde nok var dødsdømt på forhånd.”

Viktech-snedker Anne Christensen på taget
Anne tager sådan noget med ophøjet sindsro. Hun ved, at hendes evner og kunnen er i høj kurs, og for hver chef, som ikke vil have “en kælling på taget”, findes der 1000, som gerne vil. Hun føler sig ikke personligt ramt af udtalelsen. Hun mener at det er en chefs privilegium at bestemme, hvem han eller hun vil have på taget.

Heldigvis hører sådanne optrin overvejende fortiden til. Når Anne tænker tilbage, har meget forandret sig siden hendes læretid, hvor der var øl på frokostbordet og tyk sort røg i skurvognen.

Anne, Anker og Kurt oplever, at Viktech gør meget ud af på forhånd at fortælle kommende arbejdsgivere om, hvem de er, og hvad de kan. Det er en del af den forventningsafstemning, som danner grundlag for et godt samarbejde.

 

Håndværker hos Viktech vs. en “fast” mester
Anne og kollegerne er enige om, at hvis man arbejder som tømrer og snedker, skal man være indstillet på en “nomade-tilværelse”, uanset om man arbejder for Viktech eller en anden håndværker-arbejdsgiver. Anne uddyber:

“Det er en del af vores job, at vi arbejder projektbaseret. Når et projekt slutter, skal vi videre til et nyt. Det er vilkårene, og det er ikke alle, der egner sig til at arbejde på den måde. Man skal være omstillingsparat og være afklaret med, at man ikke ved, hvad eller hvor det næste projekt  er.”

De er også enige om, at der er nogle helt klare fordele ved at arbejde for Viktech. En af dem er, at man aldrig rigtigt når at blive træt af sin chef, fordi man skifter arbejdsgiver med jævne mellemrum. Og hvis man oplever, at samarbejdet ikke fungerer, ringer man til Christian fra Viktech, som løser situationen. Derudover synes Anne også, at det er en stor fordel, at Viktech sørger for det næste projekt:

“Det er fedt, at man ikke selv skal ud og stemme dørklokker for at få arbejde. Vi har et job hos Viktech, og derfor er det Viktech, der klarer den del.”

Anne, Anker og Kurt fortæller også, at det bestemt kan være en fordel at være vikar på pladsen frem for at være ansat direkte under en mester. Anker forklarer:

“Når du er ansat som vikar, så betragter du de andre ansatte som ‘kunden’. Du skal være mere fleksibel, fordi du arbejder ‘under dem’. Du skal rette dig efter det, de siger. Til gengæld har de kontakten med ledelsen og i sidste ende ansvaret.”

Når det gælder de sociale relationer med de andre ansatte, mener Anne ikke, det er anderledes end i alle andre brancher:

“Måske varierer tonen lidt, men ellers gælder det jo over hele linjen, at man skal opføre sig ordentligt, vejre stemningen, inden man begynder at fremføre sine egne holdninger, og respektere, at chefen har det sidste ord."

Det er også vigtigt at følge med tiden og udvikle sig. Kurt mener, at jobbet hos Viktech udvikler én rigtig meget både socialt og fagligt. Og måske udvikler man sig endnu mere, end hvis man var ansat i én virksomhed. Hver mester har sin ide om, hvordan tingene skal gøres, og derfor lærer man noget nyt hver dag.

Viktech tømrer Kurt på arbejde

Næste projekt
De tre arbejdskammerater har ingen planer om at søge nye græsgange uden for Viktech. Med den lange erfaring, de har i Viktech, ved de, at et projekt som regel afløses af et andet. Nogle gange ved de, hvilket projekt de skal videre til i god tid, og andre gange nærmer det sig projektafslutning, før de bliver informeret om næste projekt, men det tager de tre med et smil, for de ved af erfaring, at det altid flasker sig.

Virksomhed

Medarbejder

Vil du vide holde dig opdateret om Viktech?

Tilmeld dig vores nyhedsmail, og få spændende nyheder om os, vores branche og om hvordan vi i hverdagen hjælper samarbejdspartnere.

Vi sender vores nyhedsmail én gang om måneden.

Vi sender dig vores aktuelle jobtilbud.

Vi har noget for alle inden for byggeriet og industrien – i hele Danmark.

Vores jobmail udkommer hver uge og du kan altid afmelde dig, hvis dit behov skulle ændre sig.